bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Åbent brev til Kulturministeren

Nedenfor BYFOs formands åbne brev til Kulturminister Uffe Elbæk - en kommentar til Det Særlige Bygningssyns beslutning om indstilling af 16 fredede huse i Aabenraa til affredning.

Af Birthe Iuel - Formand, BYFO

Kære Uffe Elbæk,

Som du sikkert allerede er opmærksom på, er 16 fredede huse i Aabenraa indstillet til affredning i forbindelse med Kulturstyrelsens fredningsgennemgang. Aabenraa har hidtil haft ikke færre end 88 fredede huse beliggende i sin indre bydel.

Det er huse, hvis fredningsværdier fortrinsvis knytter sig til husenes eksteriør og som samlet set udgør en enestående helhed – så enestående, at den må betragtes som værende et nationalt klenodie.

Man kan frygte, at en ophævelse af fredningen på hele 16 huse i byens historiske bymidte vil betyde, at disse huse overlades til sig selv, og at en sjælden helstøbt historisk helhed er i fare for at lide skade. Det vil mildt sagt være uheldigt for en sønderjysk by, hvis vigtigste hovedattraktion netop er dens historiske og historiefyldte bymidte.

Hvorfor er det så kommet så vidt, at Kulturstyrelsen på sin fredningsgennemgang i 2012 har fundet bygningerne for ringe til fortsat at have en plads på fredningslisten, når de fleste af de 16 bygninger i dag stort set har de samme udvendige fredningsværdier, som de havde på fredningstidspunktet?

Kulturstyrelsen har jo netop muligheden for at opretholde fredningen på bygningerne med en argumentation om, at de bærende fredningsværdier udelukkende knytter sig til bygningernes eksteriør. Det betyder oven i købet, at styrelsen ville kunne koncentrere sit arbejde som myndighed om den udvendige del af bygningerne og på denne måde spare ressourcer.

Nu har et flertal i Det Særlige Bygningssyn efter indstilling fra styrelsen imidlertid vedtaget, at bygningerne skal affredes, fordi man kun vil have bygninger på fredningslisten, der både har væsentlige fredningsværdier i det ydre og det indre.

Bygningerne er som sagt i dag ikke mindre væsentlige som enkeltbygninger i den samlede bymæssige helhed, end de var, da de oprindeligt blev fredet, men fordi kommunen i teorien kan formulere bevarende lokalplaner så restriktive, at der reelt er tale om de facto fredninger, mener man, at bygningerne fortsat kan sikres gennem sådanne planer, og derfor kan staten roligt overlade bygningerne til kommunens ansvar.

Men sådan er virkeligheden ikke, for så restriktivt hverken formulerer eller forvalter langt de fleste kommuner sine bevarende lokalplaner – hvis kommunerne overhovedet har lokalplaner. Det kræver i forvejen stor politisk vilje at prioritere midler og arbejdsmæssige ressourcer til udformning af bevarende lokalplaner i byområderne - ikke mindst i krisetider og i særdeleshed i et udkants Danmark, hvor det er ord som udvikling, vækst og velfærd, der skal til for at holde på borgere og virksomheder.

Og hvis vi ser på de bevaringsværdige enkeltbygninger beliggende udenfor byområderne, er det helt urealistisk at forvente politisk opbakning til udarbejdelse af lokalplaner på disse spredt beliggende bygninger. Dertil kommer at lokalplansredskabet ikke er hensigtsmæssigt til denne form for spredt planlægning. Lokalplaner er først og fremmest et redskab til at regulere planer og projekter og er ikke tænkt som et redskab, der i detaljer regulerer historiske bygningers bevaring.

Da kommunalbestyrelser ydermere kun vælges for 4 år ad gangen, er der intet der forhindrer, at lokalplanernes indhold slækkes med nye kommunalbestyrelser ved roret. Har politikerne imidlertid alligevel viljen, er det utopi at forestille sig, at de vil lægge sig ud med egne borgere og vælgere i et lokalmiljø. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at bevarende lokalplaner udformes i vendinger uden de nødvendige detaljerede beskrivelser, og samtidig har lokalplanerne en indbygget dispensationsmulighed. Det er helt op til den enhver tid siddende kommunalbestyrelse at dispensere og dermed svækkes også embedsværket. Det har yderligere den ulempe, at man på landsbasis ikke får en ensartet linje i sikring af disse bygninger.

Og endelig - selv om kommunalbestyrelsen ikke dispenserer, er det kun de færreste kommuner, der råder over kompetencerne til at varetage bevaringsarbejdet med disse særlige bygninger.

Så – eet er teori, et andet praksis - og derfor er der ingen garanti for, at de 16 bygninger er sikret, hvis de overgår til Aabenraas kommunes regi.

Bygningerne bliver måske revet ned og erstattet af nye bygninger, der ikke passer ind i den karakteristiske gavlhusarkitektur, eller de undergår en generel bygningskulturel forarmelse, fordi bygningerne ikke længere er underlagt Kulturstyrelsens myndighed.

Ved en tur gennem Aabenraa, bekræftes man desværre kun i denne bekymring. Ligesom i så mange andre byer falder det én i øjnene, hvordan de bevaringsværdige bygningers eksteriører undergår en generel forarmelse, som svækker den fine bymæssige helheds bærende bevaringsværdier. Det viser sig f.eks. i bred sprossede termovinduer, nye præfabrikerede døre, fejlbehandling af facader, utilpassede kviste osv., osv.

Men de 16 huse i Aabenraa er kun eet eksempel ud af mange affredninger, der finder sted i forbindelse med, at Kulturstyrelsen gennemgår landets fredede bygninger – i øvrigt for første gang nogensinde.

Det er en rigtig god ide at få gennemgået og beskrevet, hvad der er bygningernes bærende fredningsværdier, og hvor i bygningerne de bærende fredningsværdier koncentrerer sig. Bygninger, der hverken har fredningsværdier i det indre eller det ydre, kan naturligvis ikke gøre sig fortjent til at stå på listen – med mindre de fortæller en kulturhistorie, der er så væsentlig, at stedet har fredningsværdi, eller at bygningerne har miljømæssig værdi – altså betydning for den sammenhæng, hvori de indgår.

Man kan spørge sig selv, hvorfor vi i et land, med kun 3500 fredede ejendomme ikke i videst muligt omfang forsøger at undgå affredninger, ved i samarbejde med ejerne at udarbejde handlingsplaner til reetablering af bygningernes fredningsværdier. Det var sådan fredningsgennemgangen oprindeligt blev præsenteret – som en hjælp til blandt andet ejerne, så de ville kunne forstå deres egne bygningers fredningsmæssige kvaliteter og dermed kunne passe bedre på dem. Efterfølgende ville man så tilbyde de samme ejere handlingsplaner, ud fra hvilke man over en årrække kunne reetablere svækkede fredningsværdier.

Det skulle naturligvis ikke afholde kommunerne fra at tage sig af de 3-500.000 bevaringsværdige bygninger af betydning for lokalmiljøerne. Men at forsøge at italesætte kommunerne som kvalificerede til at sikre den byggede kulturarv på linje med en central myndighed, vil betinge en lovmæssig stramning af Planloven, der vil svække kommunernes selvbestemmelsesret. Og så bliver der først ballade …for er den private ejendomsret ukrænkelig for de private ejere, er den kommunale selvbestemmelsesret nærmest at betragte som hellig for kommunerne.

Man fristes til at længes efter dengang for ikke så mange år siden, hvor al bygningsbevaring i Danmark blev varetaget af en stærk central myndighed med de nødvendige ressourcer. Jeg skal derfor bede dig om at genoverveje affredningerne på de 16 huse i Aabenraa. Jeg har selv sammen med en række fagfolk på området besigtiget bygningerne. Vores konklusion var at Bygningsfredningsloven rummer mulighed for at beholde de fleste på fredningslisten.

Jeg ser frem til, at du tager affære.

Med venlig hilsen

På bestyrelsens vegne,

Birthe Iuel

Formand BYFO

cc. Miljøminister Ida Auken

cc. Kulturudvalget v. Formand Flemming Møller Mortensen

Skrevet den 04.12.12