bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Byfornyelsen sikrede Haderslevs bygningskultur

Realiseringen af byfornyelsen efter 60ernes saneringslov fik stor betydning for en række provinsbyers bygningskultur. Haderslev er en af de byer, der løste opgaven med succes og i dag fremstår attraktiv for borgerne og for byens mange besøgende i ny kontekst. Arkitekt Kai Mølgaard har talt med nogle af hovedpersonerne bag succesen.

Af Kai Mølgaard

Byfornyelse kommer og går, som landsdækkende eller lokalt initiativ, men der er ingen grund til at starte forfra hver gang nye behov opstår. Derfor er det afgørende at udnytte erfaringer og viden fra den periode, hvor et eksorbitant stort antal bygninger blev renoveret/- og moderniseret med et særligt engagement og fagligt mod.

”Vi må følge med tiden” var opfattelsen hos politikerne i byrådet, der havde ansvaret for realisering af lovene: ”Vi skal have ryddet det hele - vi skal have nybyggeri” var myndighedernes svar, fortæller Peter Jürgensen om holdningen til byudviklingen i 60’ernes Haderslev. Det blev en brav langvarig kamp, da embedsmænd i kommunen med stadsarkitekten/- og stadsingeniøren i spidsen havde en anden tilgang og faglig vurdering af de mange fredede og bevaringsværdige bygninger. Embedsmændene så unikke kvaliteter, mens politikerne så tomme bygninger i forfald.

I Haderslev blev argumentationen vendt til fordel for den bevarende sanering, da et planlagt gadegennembrud, som en del af trafikplanen for det centrale byområde, definitivt blev opgivet. Denne beslutning åbnede mulighed for en samlet bevarende saneringsplan for Slotsgadekvarteret, der var intakt indeholdende glemt kulturarv i flere historiske huse, men så forslummet at dette ikke længere var synligt. Boligområdet fremstod homogent bestående af typiske byhuse med småerhverv som bagere, skræddere og slagtere. Altså erhverv og fag, der efterhånden ophørte og lukkede i området, samt enkelte større borgerhuse, som tidligere købmandsgårde overtaget af kommunen til boligløse og andre formål.

Byfornyelse ved gadegennembrud og nybyggeri

Læringen fra dengang kan komme i anvendelse igen, da byggeskik og faglighed er under stadig pres fra nye strømninger i byudviklingen, senest de såkaldte ”affredninger” af enkelthuse. For kommunerne bliver det en ny stor udfordring; at holde sammen på mangfoldighed og særpræg i provinsbyernes forskellige boligkvarterer.

Vi, afdelingsarkitekten, rådgiveren og denne signatur, har sat hinanden stævne på byens tegnestue, hvor byggetekniske løsninger og materialevalget står i højsædet. Det er nu ikke derfor vi her, men interiøret med de fine opmålingstegninger understreger betydningen af fagligheden, når årtiers erfaringer med den gennemførte byfornyelse i Haderslev skal genfortælles. Rådgiver, arkitekt Jørgen Toft Jessen, indehaver af tegnestuen og Peter Jürgensen, tidligere afdelingsarkitekt Haderslev kommune har været med hele vejen i den periode, hvor der for alvor blev udført bevarende byfornyelse i provinsbyerne med respekt for bygningsarven. Anledningen var at skaffe tidssvarende moderne boliger i henhold til Saneringsloven af 1959 og ikke mindst den senere Boligreguleringslov af 1969, der blev grundlaget for genopretning af et meget stort antal utidssvarende og nedslidte bygninger i hele landet.

Folkelig debat om bygningsbevaring

Processen der fik bygningsbevaring til debat startede med en brand i 1962 i bymidten i Haderslev, altså for halvtreds år siden, hvor ejeren af brandtomten og ville opføre et supermarked, frem for at restaurere af huset. Det udløste heftig diskussion i byen og medførte et folkeligt pres fra engagerede borgere, der ikke kan overvurderes mener Jørgen Toft Jessen. Supermarked kom der ikke, men agendaen var sat for eller imod bygningsbevaring af de 400 år gamle byhuse.

Selskabet til bevarelse af gamle bygninger i Haderslev blev oprettet som protest mod byggeriet. Og uden dette engagement fra disse ildsjæle, var det nok ikke gået, er Jørgen Toft Jessen og Peter Jürgensen helt enige om. Foreningen havde som formål at medvirke til fredning af bygninger samt at holde et vågent øje med byudviklingen i middelalderbyen.

Kommunens strategi blev styrende for realiseringen, således at kommunen opkøbte ejendomme, istandsætte og solgte dem igen. En strategi som ikke mange andre byer benyttede. Hvad det førte til, vidste man ikke på tidspunktet, da ingen havde erfaringer med processen.

Byfornyelsens påvirkning af socialgrupper

Kvarteret var slidt i bund som slum ”ikke en eneste af beboere flyttede tilbage” fortæller Jørgen Toft Jessen og fortsætter: Beboerne med de mange sociale tilfælde blev spredt i byen i kommunens øvrige ejendomme ved én myndig person, der sikrede en tilfredsstillende genhusning. De nye ejere kom blandt andet fra rækkehusene ved sygehuset til de nyistandsatte attraktive byhuse. Borgerskabet som akademikere og selvstændige erhvervsdrivende, vendte igen tilbage til Slotsgadekvarteret anlagt i 1500 tallet af Hertug Hans. Hvorimod kun få børnefamilier genbosatte sig i området. Det holder, husene vedligeholdes, og folk bliver boende over længere tid. De renoverede huse bliver kun sjældent sat til salg, fordi de har en god størrelse/- og kvalitet med en relativ høj pris, som lokale ejendomsmæglere udtrykker det. Fremgangsmåden ved ejendomssalg efter den gennemførte renovering var udbudsrunder. ”Alle blev solgt i første runde til de priser der var fastsat og senere godkendt af Boligministeriet, herunder de fredede byhuse, hvoraf enkelte blev gennemgribende restaureret ved Nationalmuseets mellemkomst”, tilføjer Peter Jürgensen.

Investering i bygningsfaglig kvalitet

Boligministeriet ydede på basis af Saneringsloven økonomisk støtte til det såkaldte saneringstab, fordi de mange arbejdstimer i renoveringsopgaver sammenlignet med nybyggeriet øgede omkostningerne. Den økonomiske konstruktion var afgørende for selve moderniseringen samt garantien for et ”fagligt niveau over middel i høj kvalitet for alle arbejder udført håndværksmæssigt korrekt” tilføjer Peter Jürgensen.

Fordelagtig blev investeringen for kommunen da mange kom i beskæftigelse, ikke mindst de mange arbejdsløse i byggefagene, hvilket medførte øgede skatteindtægter bemærker Jørgen Toft Jessen, som ikke er tvivl om, at det blev en god forretning for kommunen, der fik tidssvarende boliger i renoverede byhuse inklusive friarealforbedringer. Hertil lægges at fjernvarme, spildevandsanlæg og belægninger i fællearealer blev udført sideløbende og finansieret på normale anlægsvilkår.

Afsmittende byfornyelse blev videreført i området Vest for domkirken gennemført som Lokalplanen § 22 bestemmelser til istandsættelse af facade, tag og andre udvendige bygningsdele. Bevaringsforeningen havde ansvaret for uddeling af fondsmidler, formelt som lån, til gennemførelse af punktvise indgreb i de overvejende private små ejendomme i kvarteret. ”Det var en rullende proces med det formål at udligne forskellen mellem en bedre dyrere løsning husene var født med frem for en billigere” nævner Peter Jürgensen.

Belønningen lader ikke vente på sig

Haderslev blev kåret som Året by 1984 da Jyllandsposten ville vide hvilken by, der havde gennemført byfornyelsen bedst af en række udvalgte provinsbyer. Kåringen var baseret på spørgeskemaundersøgelser, som her i byen blev gennemført på mit initiativ fortæller Peter Jürgensen, da ledelsen i kommunen ikke fandt formålet relevant.

I kølvandet af Årets By blev kunstudsmykningen derimod realiseret af kommunen, med skulpturer af en række kunstnere, hvis effekt blandt andet medførte, at parkeringen forsvandt fra den kvadratiske plads med den historiske brand på Torvet. En kunstfond blev oprettet lokalt, igen var det borgere som drivende kraft, med kunstudsmykninger flere andre steder i byen. Afgørende for byens fortsatte udvikling og som en del af Haderslev bys særlige kendetegn. Rækken af aktiviteter kan virke vilkårlige, de opstod som behov og løstes efterhånden eller, at de kan anskues som udvidelse af bygningsbevaring til byrummet.

Initiativet i det lange seje træk

Resultatet af byfornyelsen kan sammenfattes som unik for en særlig periode i Haderslev og for flere andre provinsbyer, der opnåede tilsvarende, kan det karakteriseres som en guldalder i bygningsbevaring. Unik fordi udgangspunktet var baseret på ”Verdens bedste saneringslov” samt kompetent faglig viden om genopretning. Og unik fordi borgernes eget initiativ og engagement bar frugt i det lange seje træk i dialog med teknikere, politikere/- og beslutningstagere. Det økonomiske incitament giver i tilbageblikket næsten sig selv, da alle vandt uden tabere i de fælles bestræbelser for at bevare bygningskulturen, der i dag er en attraktion i Haderslev, men i ny kontekst.

Skrevet den 07.06.13