bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Den virkelige tragedie på "Grønnegård"

"Grønnegård" fra DRs store dramaserie "Arvingerne" hedder i virkeligheden Langkildegård. Og historien om gården præges af en tragisk nedrivning af en af Fyns største og ældste stråtækte bindingsværkslader. Ildsjælen og den personificerede bygningskultur på Fyn, Torben Lindegaard, fortæller her om sit personlige engagement i en sag, der desværre ikke er en enlig svale i det danske landskab.

Af Torben Lindegaard - Formand for Foreningen Stråtag

Om Langkildegård

Langkildegård nævnes første gang 1497, hvor gården hørte under Odenses biskop. Senere overgik den til Kronen og derefter til Ørbæklunde som fæstegård og bortfæstedes til Rasmus Hansen, Espe, i hvis slægt den forblev indtil 1954, først som arvefæstegård i 1705 og fra 1781 som selvejergård med Hans Hansen Langkilde som første ”frie” ejer. I 1954 kom den ud af Langkildeslægtens eje, og ejes d.d. af Jørgen Mex Jørgensen.

Langkildegård brændte 1802, men den store lade fra 1780 blev mirakuløst reddet. Vi skal dog helt frem til 1844 før den nuværende hovedbygning/stuehusbygning blev opført i senempire-stil og ca. samtidig blev de 2 staldlænger, der stadig flankerer hovedhuset, opført.

Hovedhus og længer

I modsætning til hovedhuset, der fremstår nærmest uændret, er disse længer gennem tiderne en ændret en del. I midten af 1800-tallet blev en fantastisk park med mange eksotiske træer anlagt. Flere af disse træer findes endnu, men park/have er siden tilgroet og delvis erstattet af en stor plæne.

Hovedhuset er en ”statelig”, måske lidt tung bygning, med store bevaringskvaliteter. Specielt når man så det som en del af et unikt kulturmiljø, hvori have og omgivelser iøvrigt indgik som væsentlige elementer. Men det var dog i særlig grad den over 400 kvm store stråtækte bindingsværkslade fra 1780, der tiltrak sig opmærksomheden.

Siden 1983 forsøgte jeg at få lov til at fotografere ejendommen, der ligger lidt ”privat” tilbagetrukket fra offentlig vej, og tilladelsen fik jeg da den store lades stråtag i 1991 var blevet repareret.

Jeg fornemmede klart gårdens helt exceptionelle kvaliteter, men var på dette tidspunkt involveret i alle ”bondegårdsfredningerne”, der stod på netop da – og derfor gled den desværre lidt ud af opmærksomhedsfeltet.

Katastrofen

Midt i april 2010 havde jeg min luftfotograf på vingerne og Langkildegård var med på hans opgaveliste. Da jeg så fotoresultatet stod det klart for mig, at der snart skulle handles, hvis ejendommen skulle reddes.

Jeg begyndte derfor at lægge planer herfor, men i juni 2010 bemærkede jeg fra motorvejen imellem Odense og Svendborg, at noget så ud til at være helt galt, så jeg fik drejet fra næste gang der var mulighed, og fra de krogede småveje i Hønsehaven, øst for Lunde, konstaterede jeg katastrofen. Laden var borte!

Næste formiddag kontaktede jeg Teknisk Forvaltning i Svendborg og spurgte om der var ansøgt om nedrivningstilladelse, samt om hvad kommunens reaktion i givet fald havde været. Jeg fik straks en mail retur fra en afdelingschef, der var dybt rystet over at høre om sagen.

Senere samme dag blev jeg ringet op af sagsbehandleren, der var dybt frustreret. Han fortalte at kommunens motto var hurtig ekspedition og ”borgeren i centrum”! – så han havde undersøgt om der påhvilede ejendommen frednings- eller planbestemmelser, og da dette ikke var tilfældet, havde han grebet gummistemplet og givet nedrivningstilladelsen – uden at lade sig påvirke af det forholf, at det drejede sig om en af Fyns ældste og største stråtækte bindingsværkslader (over 400 kvm bebygget areal).

Så end ikke en ”museumsdokumentation” nåede det at blive til. I øvrigt er jeg overbevist om, at jeg kunne have skaffet fondsmidler til at redde den!

Efterspillet

Jeg ringede efterfølgende til Rudi Rusfort Kragh, der er tidligere bestyrelsesmedlem i By & Land og formand for ”By & Land Sydfyn”, for at få afklaret, hvad den lokale bevarings-forening eventuelt måtte have vidst om sagen. Rudi havde intet hørt, og var naturligvis lige så rystet som jeg.

Bevaringsforeningen skulle tilfældigvis kort efter køre hele den nyvalgte kommunalbestyrelse rundt i kommunen i bus med Rudi som turistguide, og Rudi fik den geniale idé at ændre lidt på ruten, således at vejen blev lagt forbi Langkildegård. Kort før Langkildegård havde Rudi forberedt kommunalbestyrelsen på en storslået oplevelse, nemlig den fantastiske 1700-tals lade, og derfor var kommunalbestyrelsen rystet og forarget, da tingenes tilstand afsløredes.

Rudi holdt masken, og næste arbejdsdag blev teknisk forvaltnings personale sammenkaldt til morgenmøde, hvorunder der blev præciseret, at man godt måtte tænke sig om, når man modtog en nedrivningsansøgning, hvor BBR-oplysningerne beskrev en 400 kvm stor stråtækt bindingsværkslade fra før år 1800! Den slags proprietærgårde/småherregårde er i øvrigt, ligesom præstegårdene, ”faldet imellem alle stole” set i fredningsmæssig sammenhæng.

Chefen for teknisk forvaltning har efterfølgende forsikret mig om, at man nu har lavet en procedure, der skal forhindre lignende situationer fremover. Men det er tragisk, at der skal en sådan situation til først!

Jeg skal ikke bebrejde ejeren. Han har fulgt reglerne, og samfundet kan ikke forvente, endsige forlange, at han for egne midler skal opretholde en funktionstømt og, efter vor tids vurdering, ubrugelig bygning, som det ville koste langt over 1 mill. kroner at lægge nyt stråtag på.

Men hver gang noget sådant sker, bliver vi alle sammen fattigere.

Odense, den 2.1.2014

Torben Lindegaard Jensen

Skrevet den 06.01.14

 

%MCEPASTEBIN%