bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Kan vi bygge nyt i gammel stil?

Den anti-globale bølge, der har skyllet henover verden har også ramt bygningskulturen. Begejstringen for "gamle" huse følges af en skepsis overfor anonyme, kolde modernistiske bygninger i glas, stål og beton og et ønske om nybyggeri i "klassisk" stil. Johan Westh Hage undersøger tendensen.

undefined 

Af Johan Westh Hage, Bygningskultur Danmark

I Roskilde er det fredede Vikingeskibsmuseum i brutalistisk, moderne stil, truet af vandstigninger og skader på betonkonstruktionen. Museet vil gerne have affredet bygningen, mens Det Særlige Bygningssyn afviser. Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen har blandet sig og mener, at man skal nedrive den "fantastisk uæstetiske" bygning og bygge noget nyt - gerne i vikingestil. Ordføreren er gået så langt, som til at foreslå, at staten skal have lov til at nedrive museumsbygninger fra efter 1. Verdenskrig. Og hvorfor så lige efter 1. Verdenskrig? ”Det store syndefald i arkitekturen sker efter første verdenskrig, hvor betonen for alvor får sit indtog. Det er der, industrialiseringen og Bauhaus-ideologien tager fart,” siger Alex Ahrendtsen til Altinget.dk.

Man kan lette lidt på akademiker-hatten og grine af den form for modernisme-forskrækkelse, der jo synes uden forståelse for både det kulturhistoriske nybrud, der ligger i perioden og de arkitektoniske kvaliteter, som f.eks. Erik Christian Sørensens museumsbygning rummer. Men DF står ikke alene med hverken sin skepsis over for modernistiske kasser eller fascinationen af det "gamle" - om det så er vikingestil, søjler og pilastre eller stråtag og bindingsværk. Forfatteren Jens Christian Grøndahl var da heller ikke sen til at bakke Alex Ahrendtsen op i klummen Et fredet skrummel og han blev derefter sekunderet af Tom Jensen i blogindlægget Afsjælede byer i stål, glas og beton.

Både herhjemme og i Europa er der en anti-modernistisk strømning, som med rette kritiserer de mange sjælløse boligkvarterer og det konforme nybyggeri, der præger både provins- og storbyer. Det er en strømning, der reagerer mod visuelle forringelser af vores byer med kedelige, mærkelige kasser og nedrivningen af vores historiske bygninger. Den kursiverede tekst stammer fra den svenske facebookgruppe Arkitekturupproret - Det finns alternativ till fyrkantiga lådor (som også lige har fået en dansk pendant). En anden gruppe, der giver udtryk for samme holdninger og er endog meget anti-modernistisk er Architecture Revival, der lægger vægt på tradition, skønhed og håndværk. Her en film fra deres hånd med overskriften He who stands for tradition stands the longest:


Også i Bygningskultur Danmarks egen Facebook-gruppe, der nu følges af over 24.000, er vi nået ud over gruppen af arkitekter og "bevaringsnørder" og mærker en udpræget skepsis overfor modernismen – og særligt brutalistisk arkitektur. Andre steder er der et klart ønske om at få mere nybyggeri i klassisk stil (se f.eks. gruppen Nyproduktion i klassisk tradition). Alle disse grupper står for en traditionalisme, som ikke altid passer sammen med det Bygningskultur Danmark står for, og går imod konsensus blandt de fleste, der arbejder med bygningsbevaring og arkitektur. Og holdningerne kan helt klart kobles til nogle generelle politiske strømninger, der skuer bagud og protesterer mod en anonym globaliseret arkitektur, der kan placeres hvor som helst, når som helst - ligesom produktionen af varer og arbejdspladser. Det er ikke en virkelighed alle er glade for.

undefined

Fra Leewardist for Arch Daily.

Mange arkitekter og fagfolk indenfor byggeriet har en aversion imod nybyggeri i "gammel" stil, fordi det opfattes som pastiche eller kliché. Som en uoriginal leflen for nostalgien og en uvilje mod at erkende fremskridt og udvikling - også i det kuntneriske udtryk. Men det argument er ikke helt vandtæt, når man ser, at meget nybyggeri blot er variationer over nyere stilarter. Som fx. Nørreport og Trollbeads hovedkvarter i København, der begge er rundet af funktionalismen. Begge fine projekter som griber tilbage og stadig tilfører byggeriet kvalitet. Men hvis argumentet er, at man godt må gribe tilbage, bare det ikke er for langt bagud, virker det ikke særligt overbevisende. For hvem skal bestemme, hvor langt bagud man må bevæge sig?

undefined

Peterhouse i Cambridge, færdiggjort i 2015. John Simpson Architects Ltd.

Derfor er det måske på tide at vise åbenhed overfor tankerne om nybyggeri i klassisk stil, som i dag praktiseres langt friere i f.eks. Tyskland og England end herhjemme. Og her er der behov for en stærk arkitektfaglighed, fordi det kræver en meget sikker hånd, at skabe klassisk inspireret byggeri i dag - en retning man vel kunne kalde neohistoricisme. For vi har jo været der før. Men de forkerte moderne materialer eller de forkerte proportioner har, bl.a. i Østeuropa, skabt nogle rædsler, som helt mangler de æstetiske kvaliteter, som gør f.eks. barok-arkitekturen, værd at efterligne. Det kræver finfølelse, og stilhistorisk indsigt og forståelse, hvis ikke man skal ende med pumpede, overskruede monstrøsiteter og særligt, hvis man også skal tilføre elementer fra vores egen tid. 

I forhold til bevaringsområdet betyder de tendenser, der er beskrevet ovenfor, at indsatsen for at frede f.eks. efterkrigstidens arkitektur nok ikke bliver nemmere fremover. Selvfølgelig skal man passe på det bedste af efterkrigstidens kulturarv og der er i sagens natur meget at vælge imellem. Men hvis man skal have folkelig og politisk legitimitet i frednings- og bevaringsarbejdet, skal man dels argumentere virkelig godt for sig, når det gælder moderne arkitektur og dels huske, at det brede og folkelige engagement tydeligvis mobiliseres bedst ved at fokusere på den "ældre" bygningsmasse - hvor grænsen går her er en diskussion værd. Men hvis det, der fylder mest i frednings- og bevaringsindsatsen bliver modernismens bygninger, mister man den folkelige opbakning og kommer til at praktisere bevaring for en lille klub af indviede – og så er bygningskulturen som helhed ilde stedt.