bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Når man ødelægger ting, ødelægger man mennesker

Med den nylige ødelæggelse af UNESCO-beskyttede helgengrave i Mali og rygtet om afbrænding af bibliotekssamlingen i Timbuktu, har yderliggående grene af islam igen markeret sig som strenge håndhævere af religiøse dogmer om afgudsdyrkelse. Men er ødelæggelserne alene et udtryk for religiøs fanatisme, eller er politisk pragmatisme en delforklaring? Mikkel Bille er Antropolog. Nedenstående er første gang bragt i dagbladet Information den 5. februar 2013.

Af Mikkel Bille - Adjunkt

Det internationale samfund mobiliseres i stadig højere grad, når nyheden om ødelæggelsen af et kulturarvsmonument kommer. Babrimoskeen i Indien, Mostarbroen i Bosnien Hercegovina, Bamyian Buddhaerne i Afghanistan, og Ajyadfortet i Saudi Arabien, er nogle af de steder, der de seneste årtier er blevet bevidst ødelagt. Et udbrud af moralsk forfærdelse tordner mod den tilbagestående tankegang, der ligger til grund for ødelæggelsen af et unikt historisk monument. For at ødelægge kulturarv er at ødelægge kulturel identitet og dermed mennesker; ’krigsforbrydelser’, ’kulturel massakre’ eller ’kulturelt folkemord’ lyder det fra forskere og politikere.

Ødelæggelsen af kulturarvsmonument er altså ikke ligesom at ødelægge en kulturel identitet. Nej, ødelæggelsen er det samme som at ødelægge en kulturel identitet. At dræbe en turist ved en seværdighed er en tragedie, der efterlader mentale og økonomiske spor år efter. At ’dræbe’ kulturarv er en handling, som skriver sig ned i historien i årtier eller århundreder. De universalistiske toner lyder, at for at være et moderne menneske må man anerkende nødvendigheden af at drage omsorg for fortidens ting. Men hvilken fortid skal bevares og hvilken kan blot forfalde? Og hvilke fortidslevn skal ødelægges for at bane vejen for nye magtstrukturer?

Kampen om helgenerne

I løbet af sommeren 2012 drog destruktionens ånd hen over helgengrave i Mali. En islamisk gruppe ved navn Ansar Dine afbrændte og begyndte nedrivningen af en helgengrav for Sidi Mamoud Ben Amar fra det 15. århundrede samt to andre helgengrave i Timbuktu, Mali. I kølvandet på den voldsomme politiske uro, der begyndte tidligere på året, forsøger grupper som Ansar Dine at indføre en streng fortolkning af Islam og sharialov, hvor den omfangsrige helgendyrkelse i Timbuktu anses for afgudsdyrkelse.

Helgengravene fungerer som kontaktpunkter for Guds velsignelse. Igennem hele den islamiske historie har der været kontroverser over, hvorvidt helgendyrkelse var teologisk tilladt. Dette gælder såvel små lokale helgener, hvis grav ikke er mere end et par sten på jorden, som helgener og profeters monumenter, der hyldes som islamisk, national eller international kulturarv. Kampen om hvorledes man skal forholde sig til helgenerne er altså ikke blot et fænomen, man finder i Mali, men kan spores fra Pakistan, over Jordan og ind over Nordafrika.

Ødelæggelserne af gravene i sommer var derfor heller ikke tilfældig. Med tilnavnet ’byen med de 333 helgener’ vidner Timbuktu om omfanget af disse historiske praksisser. Alt kunne således bekræfte historien om den islamiske kulturs forkærlighed for ikonoklasme (billedødelæggelse, red.). Andre steder i Mellemøsten er det muligt for de salafi-inspirerede islamiske grupper mundtligt at overbevise befolkningen om, at helgendyrkelse er teologisk og moralsk anfægteligt, og dermed undslipper gravene den bevidste destruktion og overlades til forfald. Tanken i Mali er dog, at ødelæggelse er et mere effektivt overtalelsesmiddel – for med ødelæggelse kommer glemsel, og med ødelæggelse ophører afvigende praksis.

Et historisk tilbageblik viser imidlertid også, at mindet om en fraværende ting kan veje tungere og ligefrem blive omdrejningspunkt for identitetspolitik. Fra Biblioteket i Alexandria, over de manglende tårne fra World Trade Center, til de tomme nicher efter Bamyian Buddhaerne, står fraværende ting ofte stærkere, end tingene nogensinde har gjort. Mange menneske kendte end ikke Buddhaerne eller helgengravene før ødelæggelsen.

UNESCO som moralens vogter

Hos det ledende organ for kulturarvsbevaring, UNESCO, indtager Timbuktu en fremtrædende plads med selve byen og et gravmonument for Askia indskrevet på Verdenskulturarvslisten i henholdsvis 1988 og 2004. Den stigende trussel mod helgengravenes fortsatte eksistens medførte, at Sidi Mamouds grav sammen med 15 andre grave i efteråret blev indskrevet på UNESCO’s liste over truet verdenskulturarv; tre blev allerede den efterfølgende dag ødelagt.

Medierne peger på den islamiske gruppes link til al-Qaeda, og laver retorisk reference til sprængningen af Bamyian Buddhaerne i Afghanistan i 2001. Scenen er sat til et billede af barbariske og indsnævrede mørkemænd på ikonoklastisk togt for ensretning af islam, som så mange gange før. Men udover de religiøse forestillinger om afgudsdyrkelse, viser historien også at forholdet mellem kulturarvsindustrien og magthavere spiller betydeligt ind. Det var således et bevidst politisk valg, at ødelæggelsen foregik dagen efter UNESCO’s krav om bevaring. Når noget værdsættes, bliver det også et mål. Kulturarv er ikke værdineutralt, men er et politisk middel. Da de islamiske oprørere i sidste uge måtte opgive byen, var ødelæggelsen af hvad der kunne findes af anstødeligt materiale på biblioteket for de fundamentalistiske muslimer, også en reel frygt. Det har dog vist sig, at de fleste dokumenter allerede var fjernet af museumsfolk og bekymrede medborgere.

UNESCO har ingen hær at intervenere med, men alene jura, penge og moralsk fordømmelse. Beskyttelse af kulturarv handler om, at vi skal lære noget om fortiden. Men det handler i lige så høj grad om at blive noget gennem formidlingen af kulturarven: dannet, dansker, europæer, muslim, menneske osv. Ansar Dine og lignende grupper ønsker også at folk lærer og bliver noget; nemlig ’rettroende’ muslimer, gennem fremhævelse af den rette fortid.

Ødelæggelserne i Mali kan altså på ét niveau betragtes som et udtryk for Ansar Dines religiøse logik om afgudsdyrkelse, der trækker geopolitiske og religiøse tråde til Saudi Arabien og Golfen. Sagen har dog også en politisk logik, der peger i anden retning, nemlig forholdet mellem kulturarvsinteressenter og magthavere – mellem bevaring og ødelæggelse. Jo mere opmærksomhed på bevaring, jo større sandsynlighed for total destruktion. Det er UNESCO’s universal om én menneskehed, vi i fælleskab skal værne om, der møder et islamisk universal om én islam, vi alle skal dele. Som en talsmand for Ansar Dine sagde, »Gud er unik. Dette [helgengravene] er alt sammen religiøst forbudt. Vi er alle muslimer. Hvad er UNESCO?«

Ødelæggelse som protest

Mens islamisk ikonoklasme og religiøs dogmatik skal indgå i analyser af situationen, er det altså på sin plads også at minde om, at ødelæggelsen af ting er et ofte anvendt politisk virkemiddel, i særdeleshed i opbrydningstider. Både ved Saddam Husseins, den russiske Zar og Sovjetunionens fald blev statuer og monumenter omstyrtet, for at nye kunne rejses, ligesom minoritetsgrupper og kristne villigt har brugt ødelæggelse for at fremme deres perspektiver. Mary Richardsons ødelagde The Rokeby Venus på National Gallery i London i 1914 for at drage opmærksomheden på den urimelige mangel på kvinders rettigheder. Den smukke kvinde blev hyldet i objektificeret form på galleriet, mens levende kvinder levede uden rettigheder. Ligeledes foreslog Tom Tancredo, medlem af Repræsentanternes hus i USA, i 2005 og igen i 2007, at – hypotetisk set – kunne et modsvar til et kernevåbenangreb foretaget af islamiske terrorister være at bombe Mekka.

Ødelæggelse af kulturelle monumenter er således ikke en fjern tanke, men beror på en nærmest animistisk sammensmeltning af ting og ånd, der indlejres i skiftende moralske positioner af hævn, opmærksomhed, og glemsel. Monumenterne, der virker så stærke som markører af kollektiv identitet, er samtidig også et af de mest udsatte steder, der fremhæver, at politiseringen af fortidens levn rækker ud over en dogmatisk religiøs doktrin om afgudsdyrkelse, til et spørgsmål om hvilken universalitet, der skal hyldes.

Mikkel Bille er antropolog og adjunkt på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

Skrevet den 11.02.13