bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Negativ holdning til kulturarven

Det er kendt, at landets gamle præstegårde er i dyb krise - af flere årsager. En væsentlig rolle spiller strukturomlægningen indenfor folkekirken, men menighedsrådenes nærmest uindskrænkede selvbestemmelsesret er en endnu alvorligere trussel. Peter Hee, Formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, har skrevet nedenstående, som blev bragt i Midjyllands Avis den 4. juli 2015.

Af Peter Hee, Formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

DET er kendt, at landets gamle præstegårde er i dyb krise - af flere årsager.

En væsentlig rolle spiller strukturomlægningen indenfor folkekirken, men menighedsrådenes nærmest uindskrænkede selvbestemmelsesret er en endnu alvorligere trussel. Den selvbestemmelsesret har igennem de seneste årtier nærmest udløst en kædereaktion af ukvalificerede beslutninger, som er en af de største trusler imod landets væsentligste kulturmiljøer.

Rigtigt mange menighedsråd består af mere eller mindre tilfældigt valgte personer, der meget ofte hverken har viden om håndværk eller kulturhistorie. Disse menighedsråd, som ofte kun er ved magten i nogle få år, har mange steder det direkte ansvar for forkert vedligeholdelse af præstegårdene med senere nedrivninger til følge på grund af skimmelsvamp eller andre bygningsskader.

I »tilfældet« Hinge Præstegård er tilføjet et nyt aspekt: nemlig det at den snart 150-årige præstegård faktisk ikke fejler noget. Grundlæggende fejler bygningen intet, og den er tilmed opført af førsteklasses byggematerialer. Præstegården kan betegnes som en bygning af høj bevaringsværdi, måske endog fredningsværdig, og den udgør sammen med middelalderkirken, kirkegården og den store præstegårdshave et umisteligt kulturmiljø.

Disse kulturmiljøer har så at sige været »arnesteder« for hele den danske guldalderkultur og højskolebevægelse.

Vi mener ikke, at vi blander os i noget, der ikke vedkommer os. Tværtimod. Kirkeskatteydere og skatteydere generelt finansierer folkekirkens administration og bygninger, og dette burde give større ret til at bestemme over fællesskabets bygningsarv end den ret, som et tilfældigt menighedsråd tiltager sig.

Så, kære menighedsråd, genovervej beslutningen og vedkend jer et samfundsansvar. Præstegården kan sagtens bringes i tidssvarende stand for væsentligt færre midler end en nedrivning og nyopførelse vil koste. Og for øvrigt burde der kunne opnås »landsbypuljemidler« til en renovering. Det kan man finde ud af mange andre steder i landet, hvor man for længst er gået bort fra en gold nedrivningspolitik.

Endelig er vi noget forundrede over, at hverken menighedsråd eller præst vil lade os se tegninger over præstegården eller oplyses os om, hvem der har været arkitekt i sin tid.

Det bekræfter kun menighedsrådets negative holdning til kulturarven.