bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Politikens arkitekturkritik er ensidig

Peter Olesen kritiserer Politikens arkitekturkritik for at fokusere på meget på den store ikoniske arkitektur og glemme hverdagsarkitekturen og bygningskulturen - alt det vi færdes i til hverdag.

Af Peter Olesen, forfatter og journalist

Dette indlæg er bragt i Politiken den 28. oktober 2014 og her gengivet med forfatterens tilladelse.

Politiken er en af de få aviser, der beskæftiger sig med arkitekturkritik, og tak for, at den stadig gør det og endda bruger megen plads og energi på det. Jeg har læst Politiken, siden jeg kunne læse, og det har altid undret mig, hvor ensidig avisens arkitekturkritik er.

Der er få yndlinge blandt arkitekterne, og de kan intet gøre galt. Det er det ekstraordinære, det ikoniske, det helt særlige, man beskæftiger sig med, kun undtagelserne, aldrig eller meget, meget sjældent det, der fylder mest i det danske bygningskulturlandskab.

Det er åbenlyst dygtige og anerkendte arkitekter  som BIG, Lundgaard og Tranberg, Henning Larsen, 3 X N og et par undtagelser til og deres ikonbygninger, der hele tiden anmeldes, men aldrig den mere almindelige arkitektur, som vi almindelige mennesker færdes i, bor i og arbejder i til hverdag.

Den almene ældre og yngre bygningsmasse: boligblokkene, parcelhuskulturen, typehuskulturen, sommerhuskulturen,  konturhusene, industribygningerne, indfaldsvejene til vores byer, de sortglaserede tegltage og solfangerne, der breder sig overalt, velfærdsknasterne, de fjernede skorstene,  facade- og skiltningskulturen, butikslukninger og flere alment grelle forvanskninger af ellers ofte god bygningskultur – den hører vi ikke om, den er åbenbart ikke egnet til anmeldelse eller bevågenhed. 

Jeg kan ellers hilse og sige, at her er der meget at komme efter. Nej, det er kun undtagelserne, der får opmærksomheden. Og ikke kun hos den aktuelle arkitekturkritiker, sådan var det også hos forgængeren. Linjen føres videre. Det almene er uinteressant, til trods for at det fylder mest. Og det fortsætter åbenbart uimodsagt. Ikke at det ekstraordinære ikke skal anmeldes. Slet ikke. Men er det det eneste, der skal?

Hvis samme undladelsessynder overførtes til andre af Politikens kulturstofområder, så ville kunstanmelderen kun anmelde kunst på Louisiana og Aros, og ikke på andre kunstmuseer eller på gallerierne. Balletanmelderen kun balletter på Det kongelige Teater og ikke andre balletgrupper eller tilrejsende balletkompagnier. Boganmelderen kun bøger fra landets største forlag Gyldendal og aldrig bøger fra andre forlag. Teateranmelderen gik kun i Det Kgl., operaanmelderen kun i Operaen, TV-anmelderen så kun DR, musikanmelderen kun… og sådan kunne jeg fortsætte. Men når det gælder arkitektur, så er man her helt selektiv og begår undladelsessynder på stribe, begået med tunnelsyn eller kikkertsyn.. Jeg kunne også være mindre pæn  og sige, at der snobbes for kun det særlige og for de mest anerkendte. De er åbenbart vigtige at holde sig gode venner.

Og så til mit egentlige ærinde: Er dette her slet ikke en problematik, man har overvejelser omkring i chefredaktion og hos kulturredaktøren? Overvejer man aldrig, om ikke arkitekturkritikken kunne gribes mere alment og bredt an, så den vedkommer flere af jeres læsere og også handler om de bybilleder og parcelhusbilleder, vi færdes i til hverdag? For glem ikke, at mange danskere er blevet endda meget interesserede i at forholde sig til vores fysiske omgivelser og det arkitektoniske landskab, der dagligt møder vore ofte vågne, nysgerrige og også kritiske øjne.kritiserer