bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Vi kan lære af Baagøe og Riber-sagen i Svendborg

I Svendborg er der debat omkring nybyggeri på havnen og de konsekvenser det har for kulturarven. Striden har bl.a. stået om hvorvidt 2 bevaringsværdige bygninger kunne nedrives samt om hvorvidt nyt boligbyggeri skulle have saddeltag for at passe til omgivelserne. Hanne Ringgaard Møller, byrådsmedlem (R) mener, at der både kan blive plads til udvikling og kulturarv.

undefined

Af Hanne Ringgaard Møller (R), byrådsmedlem 

Svendborg, den gamle købstad med sin maritime kultur og bevaringsværdige kulturmiljøer, er igen til debat, da byrådet på næste byrådsmøde skal beslutte de første linjer i den kommende lokalplan for det omtalte område ved Baagøe og Ribers gård. Efterfølgende skal lokalplanen sendes i høring og herefter skal lokalplanen endelig besluttes.

Når man lytter til Svendborg Museum, Arkitekturrådet (som har til opgave at være politikernes vejledere ved nye lokalplaner, byfornyelse mv) og By og Land Sydfyn, da får man ny og saglig viden, der både anerkender behovet for udvikling i vores kommune og giver os politikere mulighed for et fast ståsted i forhold til udvikling af vor by og vore kulturmiljøer.

Arkitekturrådet bemærkede i oktober 2016, at "en kommende planlægning for området må tage hensyn til områdets bevaringsværdier, ligesom de kulturhistoriske kvaliteter på grunden bør synliggøres og sikres via lokal- planlægningen."

Det kan vi fuldt ud tilslutte os. Grunden rummer en række bevaringsværdige bygninger og kulturhistoriske fortællinger og er derfor udpeget som kulturmiljø i den gældende kommuneplan. Som udgangspunkt mener vi, at både pakhusene, den såkaldte italienske villa og målerhuset skal bevares.

De to pakhuse er opført som kornmagasiner i perioden 1821-1842 og er indrettet med fire kornlofter. Pakhusene er nogle af de ældste murede pakhuse i provinsen. Angiveligt blev elever fra Kunstakademiet for mere end hundrede år siden sendt til Svendborg for som elevopgave at måle de smukke bygninger op.  I 1886 opførte Jens Peter Baagøe en herskabsvilla i italiensk stil med tilhørende parklignende have ud mod Kullinggade og Skattergade. Villaen er et fornemt, nærmest palæagtigt eksempel på periodens finere, private byggeri, hvoraf kun lidt er bevaret. Den repræsenterer datidens driftige erhvervsfolk, var en storkøbmand værdig og signalerer den velstand, som prægede Svendborg erhvervslivs guldalder i 1800-tallet.  

Derudover vil vi lægge stor vægt på, at den kommende lokalplan sikrer offentlig adgang langs med havnekanten og en offentlig forbindelse op over grunden mellem de to eksisterende pakhuse og op til Kullinggade. Adgangen skal ses i sammenhæng med projektet Den Blå Kant, hvor grundidéen er at skabe en offentlig forbindelse langs hele havnen, fra Christiansminde til den runde lystbådehavn og samtidig levendegøre byrummene mellem by og havn til glæde for borgerne i Svendborg og byens besøgende.

Grundens fremtid har heldigvis givet anledning til en omfattende debat, både i de lokale aviser og på de sociale medier. Indimellem kan det se ud, som om kampen står mellem tilhængere og modstandere af udvikling - og mellem tilhængere af bevaring over for de fremtidsorienterede. Begge dele er forkert.

Det er faktisk muligt at skabe udvikling på havnen og på Baagøe og Riber-grunden på en måde, som respekterer kulturarven, og det er da tankevækkende, at bevaringsværdige bygninger både hæver områdets ejendomspriser og tiltrækker ressourcestærke tilflyttere og turister. Det er dokumenteret i rapporten "Vores fælles skatkammer"som Realdania udgav i 2015.

Borgmesteren har heldigvis taget initiativ til at samle alle politiske partier, som er repræsenteret i byrådet til en drøftelse af sagen. Vi har brug for et bredt forlig, og det vil jeg gøre mit til, at vi når.

Efterfølgende kan vi drøfte, om vi som politikere kan gøre det bedre en anden gang, og her er et par oplagte forbedringsmuligheder: