bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Fællesskab er noget, ildsjæle bygger

10.oktober 2017

Overalt i Danmark forvandler ildsjæle bygninger, byer og boligområder til nye rammer om oplevelser og fællesskab. Og deres projekter er med til at udvikle lokalsamfund i hele landet. Nu kan 25 ildsjæleprojekter blive til virkelighed med støtte fra Realdanias kampagne Underværker.

10.oktober 2017

undefined

Foto: Realdania / Inger Marie Mulvad

I det almene boligbyggeri Bispehaven i Aarhus skal et mobilt udekøkken og nye faciliteter sørge for, at beboere fra 68 forskellige nationaliteter og deres naboer kan lave mad og spise sammen.

I Marstal på Ærø genopstår en gammel maskinfabrik som nyt mødested og værksted for unge og gamle opfindere med motorolie i blodet.

Og i Vanløse i København er en tidligere bank godt på vej til at blive forvandlet til såkaldt velfærdshus med blandt andet badefaciliteter, fodterapi og hvilerum. Målet er at styrke hjemløse brugeres fysiske og sociale velbefindende og forbedre deres muligheder for at bidrage til hjemløseavisen Hus Forbi.

Sådan lyder blot tre eksempler på, hvad der kan ske, når ildsjæle går sammen og tager fat.

Hele 88 projektidéer var på dagsordenen, da Underværker-kampagnens bedømmelsesudvalg for nylig mødtes for at udvælge projekter til støtte. Nu kan 25 projekter føres ud i livet med en økonomisk håndsrækning fra kampagnen. De vidt forskellige projekter har det til fælles, at de skaber lokal udvikling og optimisme og styrker de lokale fællesskaber – både på landet og i byen.

”Bunken af begejstrede ansøgninger fra ildsjæle bekræfter fornemmelsen af, at idérigdommen, og det lokale engagement trives overalt i Danmark. Ildsjælene bygger bro mellem mennesker, og de er med til at drive en udvikling, der skaber gode rammer for livet i deres lokalsamfund. Det er altid en stor fornøjelse, når vi i Realdania kan støtte deres store indsats,” siger Christian Andersen, programchef i Realdania. 

Til at hjælpe Realdania med at udvælge projekter har et engageret bedømmelsesudvalg bestående af en række markante ildsjæle, iværksættere og eksperter siddet med om bordet. De udvalgte projekter støttes med samlet 10,9 mio. kr.

Sidste chance for at være med nærmer sig

Kampagnen Underværker blev lanceret i 2014 med det formål at støtte de byggende ildsjæle. Nu er der gennemført fem ansøgningsrunder.

Er man en ildsjæl med en god idé, er starten af 2018 sidste mulighed for at byde ind og søge støtte til at føre sin idé ud i livet. Interesserede ildsjæle kan søge ved at uploade deres gode idéer på www.underværker.dk og demonstrere, at der er lokal opbakning til projektet.

Se alle projektidéer og støttede projekter på www.underværker.dk.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Bygningskultur Danmarks nyhedsbrev og få nyheder, arrangementer og debat om bygningskultur tilsendt hver 14. dag.

Hvad søger du?

Håndværker

Materialer

Arkitekt