bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Nyt liv i Kronborgs Kronværksby

24.oktober 2016

Kronborgs ejer, Slots- og Kulturstyrelsen, er gået sammen med bylivsorganisationen GivRum. Sammen skal de to partnere i løbet af de næste to år udvikle fæstningsområdet Kronværket, så det kommer til at huse kunstnere, iværksættere og erhvervsdrivende.

24.oktober 2016

Kronborg i Helsingør er kendt fra Shakespeares Hamlet og er optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Og det har længe regnet med prestigefyldte arkitekturpriser ned over M/S Museet for Søfart og dets markante dok, som BIG - Bjarke Ingels Group har nyfortolket som museum.

Men det slutter ikke der. Slots- og Kulturstyrelsen, som ejer Kronborg, er gået sammen med bylivsorganisationen GivRum. Sammen skal de to partnere i løbet af de næste to år udvikle den lille "by" bag fæstningen Kronværket, så det kommer til at huse kunstnere, iværksættere og erhvervsdrivende.

Kronværket er det ydre fæstningsværk med murede bastioner og raveliner formet i jord. Det blev anlagt ca. hundrede år efter slottets opførelse, fra 1688 til 1690, og dets grundrids ligner en åben kongekrone - deraf navnet. Fæstningen blev tegnet af ingeniøren Jobst Scholten, og bastionerne bærer navnene Dronningens, Kronprinsens og Prinsessens Bastioner. Inde bag volden ligger bl.a. den tidligere Sekondløjtnantskole fra 1887 og flere andre bygninger.

GivRum skal med udgangspunkt i brugernes ideer og forslag udforske, hvorledes man bedst kan udvikle området. Den lokale tegnestue Atrium Arkitekter fra Helsingør skal kanalisere dette input ind i nye arkitektoniske løsninger. 

"Vi sætter os sammen med kunstnere, entreprenører og erhvervsdrivende, som med deres gallerier, studier, butikker og kontorer har deres daglige virke i Kronværksbyen, og så vil vi sammen udvikle ideer og realisere drømme, så Kronværksbyen bliver et mere attraktivt område for brugerne, Helsingør og resten af verden," udtaler Jesper Koefoed-Melson, partner i GivRum. 

Fra myndighedernes side er målsætningen, "at besøgende på Kronborg ikke alene ser slottet, men også oplever fæstningen og den lille ”by” i Kronværket. Målet er, at det skal summer af liv og aktiviteter, som også lokker Helsingørs borgere til med kulturelle oplevelser og rekreative tilbud." Sådan lyder det fra Jens Borsholt, enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen.

Læs mere her

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Bygningskultur Danmarks nyhedsbrev og få nyheder, arrangementer og debat om bygningskultur tilsendt hver 14. dag.

Hvad søger du?

Håndværker

Materialer

Arkitekt