bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

I 1960’erne og de følgende årtier boomede enfamiliehusbyggeriet i Danmark til rekordhøjder. Typehuset blev det industrielle svar på efterspørgslen.

Ved hjælp af præfabrikerede elementer som indervægge af letbeton, fabrikslavede tagspær, seriefremstillede vindues- og dørpartier kunne man reducere den håndværksmæssige andel i byggeprocessen, og dermed forkorte opførelsestiden. 

Lav facadehøjde og ”hvilende” tagkonstruktion
Typehusets konstruktion blev også dens karakteristika: Den lave skalmurede facade, der over dørhøjde afsluttes af en bærende rem. Herpå hviler tagkonstruktionen, som er en separat bygningsdel, et saddeltag med taghældninger fra 15 til 45 grader, og et stort udhæng til beskyttelse af facaden. Tagets lodrette gavle er beklædt med træ eller plademateriale. Husets rektangulære plan sikrer en enkel tagkonstruktion. I facaden er vinduerne til de mindre rum monteret i ”bånd”, bestående af skiftevis vinduer og lette træpartier. 

Typehusene opnår deres ensartede udtryk gennem to dominerende arkitektoniske elementer – den lave facadehøjde og den ”hvilende” tagkonstruktion. Til gengæld er der et væld af variationer i materialevalget, facadeopdelingen, detaljeudformningen og farvesætningen, som individualiserer det enkelte hus. 

Boligarealet voksede
Fra de tidlige, lidt karske regulære udgave gik udviklingen mod det mere komplekse – taget blev afsluttet med valm, overdækkede lækroge skabtes ved indhak i bygningskroppen, vinkelstuer blev tilbygget, pejseskorstene blev trukket ud i facaden, hæve-sænkeskydedøre åbnede opholdsstuen ud mod haven. Samtidigt steg boligarealet år for år. Det førte til en halvandenetages udgave, hvor førstesalen blev indrettet med ovenlysvinduer og altaner i gavlene. 

Fokus på det praktiske - ikke det æstetiske
Den store fokus på typehusets brugsværdi fortrængte til tider husets arkitektoniske potentiale. Dets arkitektur fungerer bedst, når der er farvemæssigt og stofligt samspil mellem materialerne tiltag, mur og træværk, som følges op med en bevidst proportionering af tagfladen i forhold facaden, af en omhyggelig detailudformning af udhæng og tagprofil samt af en facade med rytme og balance mellem vinduesformater og murflader. 

Man kan genfinde træk i typehuset fra både statslånshuset og den modernistiske villa, men ved typehuset er der større opmærksomhed på de brugsmæssige kvaliteter –en havebolig som rammen om det travle familieliv – end på nye arkitektoniske ideer. 

 

Gode råd om Typehuset

Bygningsdele og overflader 
Typehuset er den mest udbredte danske hustype. Typens rationelle byggesystem og dens praktiske indretning er dens generelle kendetegn, medens typens arkitektoniske ambitioner spænder fra at være fraværende til det raffinerede og gennemarbejdede. Ved det ambitiøse typehus er der en samklang mellem stentype, træværk og tagmateriale, som det anbefales at respektere. 

Mur 
Stort set alle stentyper er i spil - blødstrøgne, glatte, teglsten eller kalksandsten. Farvespekteret går fra mocca, gule, orange, røde eller flammede tilden hvidmalede teglsten. Træværket er malet fuldtdækkende eller laserende i jordfarver, ”træfarver” eller klare kulører. 

Tag 
Tagmaterialet er afhængigt af tagets hældningsgrad. Ved de lave hældninger er det oftest eternitskifer eller –bølgeplader, der anvendes, medens der ved hældninger over 30 grader også kan anvendes teglsten og lignende materialer. Ved udskiftning af tagbeklædning anbefales materialer, der i lighed med murværket patinerer smukt og i øvrigt indgår i husets stoflige helhed. Sternen og tagudhængets møde med rem eller murværk er en formdannende detalje, der er vigtig for husets udtryk. 

Bygningsændringer og tilbygninger 
Typehuset kan forlænges eller tilbygges vinkelret. Ved at videreføre materialevalget og det konstruktive system kan udtrykket fastholdes. 
Typehuset har ofte kun 2-3 forskellige vinduesformater. Tilføres nye formater risikeres en ”udvanding” af helheden.